Another day we were in our room, after an exhausting day with the small kids. We really needed some sweets, to keep us going for the rest of the day. When one of the older girls got home, she surprised us with some good chocolate. It’s these small things in the daily life, that make us realize how much we can learn from their culture and their hospitality. They never hesitate by giving an extra hand where it’s needed, or give out from what they have.
The past few days we have been in Nicaragua with our fantastic co-volunteers, with whom we traveled to Honduras. On the long trip back to our kids, we had to go by bus to Siguatepeque. When we enter the bus we see four young guys on the backseat, and the only free seats in the bus is just in front of them. We were a little unsafe, but sit down by the boys. We had many prejudgemental thoughts. We thought we were going to be robbed. But the boys quickly made our judgments disappear when they helped us get our bags up on the overhead shelves. And when the bus later got filled with people, they all stood up, so the old ladies could take their seats. The bad guys turned into gentlemen…
At Vida y Libertad the kids are always very helpful and quickly helps us find a chair, when we are eating or having our daily devotion time.
As a Dane we quickly get into a habit of thinking about ourselves, rather than others. Mine, mine, mine, and me, me, me, are some of the thoughts we have, but how about thinking OURS rather than MINE. We have learned how important it is look out for others rather than just ourselves. We have to learn from the kids here in Vida y Libertad.
En delekultur
”Vil du have nogle af mine kartofler” siger et af børnene fuld af forhåbning, og rækker tallerkenen over til mig. ”Ja da, vil du så have en tortilla” svarer jeg med et smil. Efter måltidet er der aldrig rester tilbage, alt bliver spist og delt. Det er ikke kun på vores børnehjem det er sådan, det er en del af kuluren at dele og være ydmyg. Honduranerne har en venlig sjæl og man hjælper sammen i en enhed.
Vi oplever ofte at børnene er gavmilde og hjælpsomme. Deres sidste skoledag, kom de hjem med en masse slik, og det første de gjorde var at dele ud til højre og venstre.
En anden dag hvor vi sad på værelset efter en udmattende dag med de mindste børn, kunne vi godt bruge noget sødt for at holde os i gang resten af dagen. Da en af de ældre piger kommer hjem havde hun gemt noget lækkert chokolade til os. Disse små ting i hverdagen, får os til at se hvor meget man kan lærer af Honduranerne og deres gæstfrihed. De tøver aldrig for at give en ekstra hånd hvor der er brug for det, eller give ud af hvad de har.
De sidste par dage har vi befundet os i Nicaragua, fordi vi har været sammen med de fantastiske medvoluntører som vi rejste til Honduras med. På den lange rejse hjem igen til vores børn, manglede vi bare en 2 timers køretur til Siguatepeque. Da vi stiger ind i bussen, ser vi 4 unge fyrer sidde på bagsædet, og den eneste plads der er tilbage er pladsen foran dem. Vi tøver, men sætter os over ved dem. Nogle gange har man nogle fordomme med i bagagen, som i dette tilfælde. Vi var nok mest bange for at vi ville blive røvet. Vi fik hurtigt pakket vores fordomme væk igen, da den ene af fyrene hjalp os med at sætte vores bagage op på hylden. Da vi stoppede senere og bussen blev fyldt til randen, så tilbød drengene hurtigt at stå op, imens de ældre damer kunne få en siddeplads. De farlige fyre blev til gentlemen..
Det oplever vi også ofte på børnehjemmet, hvis vi kommer ind til maden eller til andagt, og der ikke er flere pladser tilbage er der hurtig en som rejser sig eller finder en stol til os.
Som dansker kan man godt tænke for meget på om man selv har det godt, frem for andre. MIT, MIT, MIT – MIG, MIG, MIG kan nogle gange runge for meget i folks hoveder, hvad med at tænke VORES til en forveksling. Det er gået op for os på nogle punkter kunne vi godt være bedre til at se andres behov frem for vores egne. I dette tilfælde er børnene forbilleder for os.
.jpg)
