Kids today, Kids yesterday and kids again tomorrow

Now’s the time! The moment we have been waiting for many months now. We get out of the bus after 2 hours of driving, with our entire luggage. Instantly we feel another humidity than we did in Tegucigalpa, here the air is fresher and the temperature is more comfortable. It feels so unreal standing here in Siguatepeque, thinking that this is going to be our home city for the next 3 months.

After a long time of waiting, a minibus arrives and our luggage gets thrown up on the roof. We get directed into the bus, and off we go. First stop is a school. Lots of kids are jumping on the bus. One hug, two hugs, three hugs, four hugs…. And on it goes, until all the children have been squished into the bus. 

Off we go towards the childrens home, we are going further and further away from the city. The view is incredible, lots of mountains covered in green. The final road up to the childrens home is a bumpy dirt road; the bus is shaking and rattling. The bus stops and all the kids drag us inside to show us our room. We are living a room with bunk beds with 6 other girls.

1 month later

It’s weird thinking back on the day when the kids in the bus were all strangers. But now each one of them has a special place in our hearts. They are all filled with energy and they seek constant attention.

It feels like it was just yesterday all we could say in Spanish was “Hi” and “How are you?”, and we were wandering confused around without knowing what to do with ourselves, now we have our daily routine.

We are with the kids from we wake them up in the morning, until we tuck them into bed at night. That’s our purpose, to be there for the kids and to help the staff (the “aunts”). So our life is, kids today, kids yesterday, and kids again tomorrow, but we love it. The kids are giving us so much, whether it’s a hug or a laugh, the days never get boring.

Børn i dag, børn i går og børn igen i morgen. 

Nu er det nu! Det øjeblik vi begge har set frem til i mange måneder. Vi stiger ud af bussen efter 2 timers køretur med alt vores oppakning. Udenfor kan vi mærke en hel andet luftfugtighed end Tegucigalpa, her er luften mere frisk og temperaturen behagelig.  Det føltes helt uvirkeligt at stå her i Siguatepeque og tænke på at dette vil blive vores hjemby de næste 3 måneder. 

Efter lang tids venten kommer en minibus kørende og vores bagage bliver smidt op på taget. Vi bliver dirigeret ind i bussen, og afsted kører vi. Første stop er en skole. Massevis af børn kommer springende ind i bussen. Et kram, to kram, tre kram, fire kram… Og det fortsætter, til alle børn havde fået mast sig ind i minibussen. 

Så går turen mod børnehjemmet, vi kører længere og længere ud af byen. Udsigten er utrolig smuk med bjerge dækket af grøn natur. Det sidste stykke inden børnehjemmet, kører vi ind af en lille bumlet grusvej, vi hopper rundt i bussen. Få meter senere stopper bussen og alle børnene hiver os med ind i huset, for at vise os tilrette på vores værelse. Vi skal bo sammen med 6 andre piger i køjesenge.

1 måned senere

Det er sjovt at tænke tilbage på den dag, hvor børnene i bussen var ukendte ansigter. Men nu har hver og en, allrede en plads i vores hjerter. De sprudler alle med energi og hunger efter opmærksomhed.

Det føltes som i går vi kun kunne sige hej og hvordan går det på spansk, og vi gik rundt forvirret uden at vide hvor vi skulle gøre af os selv. Vi har nu fået bygget en hverdag op med faste rutiner. 

Når vi vågner om morgenen siger vi godmorgen til børnene, og når vi går i seng putter vi dem. Det er hvad vores hverdag handler om, at være der så meget som vi kan for børnene og hjælpe det faste personale (tanterne). Som sagt børn i dag, børn i går og børn igen i morgen. Heldigvis elsker vi det. Børnene giver os så meget igen, om det er et kram eller et grin, så bliver dagene aldrig kedelige.