Vi er i Udfordringen

Vi har skrevet en klumme som om vores ophold i Honduras. Klummen kan læses her

Kids today, Kids yesterday and kids again tomorrow

Now’s the time! The moment we have been waiting for many months now. We get out of the bus after 2 hours of driving, with our entire luggage. Instantly we feel another humidity than we did in Tegucigalpa, here the air is fresher and the temperature is more comfortable. It feels so unreal standing here in Siguatepeque, thinking that this is going to be our home city for the next 3 months.

After a long time of waiting, a minibus arrives and our luggage gets thrown up on the roof. We get directed into the bus, and off we go. First stop is a school. Lots of kids are jumping on the bus. One hug, two hugs, three hugs, four hugs…. And on it goes, until all the children have been squished into the bus. 

Off we go towards the childrens home, we are going further and further away from the city. The view is incredible, lots of mountains covered in green. The final road up to the childrens home is a bumpy dirt road; the bus is shaking and rattling. The bus stops and all the kids drag us inside to show us our room. We are living a room with bunk beds with 6 other girls.

1 month later

It’s weird thinking back on the day when the kids in the bus were all strangers. But now each one of them has a special place in our hearts. They are all filled with energy and they seek constant attention.

It feels like it was just yesterday all we could say in Spanish was “Hi” and “How are you?”, and we were wandering confused around without knowing what to do with ourselves, now we have our daily routine.

We are with the kids from we wake them up in the morning, until we tuck them into bed at night. That’s our purpose, to be there for the kids and to help the staff (the “aunts”). So our life is, kids today, kids yesterday, and kids again tomorrow, but we love it. The kids are giving us so much, whether it’s a hug or a laugh, the days never get boring.

Børn i dag, børn i går og børn igen i morgen. 

Nu er det nu! Det øjeblik vi begge har set frem til i mange måneder. Vi stiger ud af bussen efter 2 timers køretur med alt vores oppakning. Udenfor kan vi mærke en hel andet luftfugtighed end Tegucigalpa, her er luften mere frisk og temperaturen behagelig.  Det føltes helt uvirkeligt at stå her i Siguatepeque og tænke på at dette vil blive vores hjemby de næste 3 måneder. 

Efter lang tids venten kommer en minibus kørende og vores bagage bliver smidt op på taget. Vi bliver dirigeret ind i bussen, og afsted kører vi. Første stop er en skole. Massevis af børn kommer springende ind i bussen. Et kram, to kram, tre kram, fire kram… Og det fortsætter, til alle børn havde fået mast sig ind i minibussen. 

Så går turen mod børnehjemmet, vi kører længere og længere ud af byen. Udsigten er utrolig smuk med bjerge dækket af grøn natur. Det sidste stykke inden børnehjemmet, kører vi ind af en lille bumlet grusvej, vi hopper rundt i bussen. Få meter senere stopper bussen og alle børnene hiver os med ind i huset, for at vise os tilrette på vores værelse. Vi skal bo sammen med 6 andre piger i køjesenge.

1 måned senere

Det er sjovt at tænke tilbage på den dag, hvor børnene i bussen var ukendte ansigter. Men nu har hver og en, allrede en plads i vores hjerter. De sprudler alle med energi og hunger efter opmærksomhed.

Det føltes som i går vi kun kunne sige hej og hvordan går det på spansk, og vi gik rundt forvirret uden at vide hvor vi skulle gøre af os selv. Vi har nu fået bygget en hverdag op med faste rutiner. 

Når vi vågner om morgenen siger vi godmorgen til børnene, og når vi går i seng putter vi dem. Det er hvad vores hverdag handler om, at være der så meget som vi kan for børnene og hjælpe det faste personale (tanterne). Som sagt børn i dag, børn i går og børn igen i morgen. Heldigvis elsker vi det. Børnene giver os så meget igen, om det er et kram eller et grin, så bliver dagene aldrig kedelige.

It's raining fish in Honduras

It’s raining fish in Honduras 

“llueven peces en Yoro (It’s raining fish in Yoro )” Our teacher wrote on the board. Marlene (the third person in our Spanish study group) and me looked at each other in wonder. We thought that our dictionary was incorrect, cause it couldn’t be true! Maybe she meant a metaphor or it was an expression used here in Honduras. But she insisted, and we had to look it up. It was true. The news confirmed that this was a real phenomenon that happened once a year in an area called Yoro. It “only” took us 25 minutes to understand each other.

The Spanish language is a big challenge for us, especially since Yanet (our teacher) only speaks Spanish and the only way of translation is by a Spanish-English dictionary. But luckily she is really patient and caring. Yanet is always ready with a plenty of encouragement.

About 2 weeks ago Caroline got into an unfortunate accident with a ball. After half day at the hospital with CT-scanning, they said that she had a small concussion.
This meant that she got a week behind in the Spanish lessons, because the doctor recommended her to stay in bed.  After a week, she got better, but she still gets headaches. 

It’s raining love

Just like it is raining with fish, it is raining with love. Before we got here we carried a lot of prejudgmental thoughts with us, and only saw one side of Honduras. Gang crime, theft, murder, corruption and the fact that Honduras is the most dangerous country in the world (that’s not in a war zone) was some of the words that was floating around in our heads. But the reality we experienced was a completely different story. The people we have met so far, are vey loving towards us, and are filled with joy and lots of smiles. They have surprisingly much joy in their lives despite, the hard day to day life some of them are struggling with. 

The country is incredibly beautiful, with mountains, green nature with a lot of colorful flowers. We are really loving this new, charming and foreign country in the central America.

Det regner med fisk i Honduras!

”llueven peces en Yoro(Det regner med fisk i Yoro)” skrev Yanet (vores spankslærer) på tavlen. Marlene (den trejde person i vores spansk gruppe) og jeg ser undrende på hinanden. Vi troede vores ordbog havde oversat sætningen forkert, for det kunne da ikke passe! Måske hun mente det var en metafor eller et udtryk man bruger her i Honduras. Men da hun blev ved med at sige at det var sandt, så blev vi da nød til at tjekke op på det. Minsandten om det ikke var rigtig nok. Nyheder bekræftede at dette var et virkeligt fænomen der forekom en gang om året i området Yoro. Det tog os ”kun” 25 minutter at forstå hinanden.

Det spanske sprog er en stor udfordring at lærer, især når Yanet kun kan tale spansk og den eneste muglighed for oversættelse er en spansk-engelsk ordbog. Men heldigvis er hun utrolig tålmodig og omsorgsfuld. Yanet er altid parat med en masse opmuntrende ord og ros. 

For 2 uger siden kom Caroline ud for et uheldigt sammenstød med en bold. Efter en halv dag hos lægen og hospitalet med CT-scanning, blev det konstateret at hun havde en mindre hjernerystelse. 
Det betød at hun kom en hel uge bagud i spanskundervisningen, da lægen anbefalede hende at være sengeliggende. 
Efter en uge fik hun det meget bedre, men døjer dog stadig lidt med hovedpine.

Det regner med kærlighed

Ligesom det regner med fisk, regner det med kærlighed. Før vi kom hertil havde vi en masse fordomme med i rygsækken, og så kun Honduras fra denne vinkel: Bandekriminalitet, tyveri, mord, korruption og den faktor at Honduras er verdens farligste land (uden for en krigs zone) var nogle af de ord der rumsterede rundt i vores hoveder. Men realiteten vi mødte var en anden. De honduranere vi har mødt indtil nu, har kun været kærlig overfor os, og har givet masser af glæde og smil. De har overraskende meget livsglæde, på trods af den hårde hverdag nogle af dem kæmper med.

Landet er utrolig smukt, med bjerge, frodig grøn natur med en masse farvestrålende blomster- Vi er kommet til at holde af dette charmerende fremmede land midt i Central Amerika.